(denne teksten fikk jeg på mail for noen måneder siden. takk N.A.)

Rilke
Malte Laurdis Brigges opptegnelser  

Etter forkledning og masker og klær har overtatt han, dog netop i dette højtidelige øjeblik, hørte jeg dempet gennem min forkledning, ganske naer ved, en mangeartet sammensat støj. Meget forskrækket mistede jeg det væsen derinde af syne og blev fælt forstemt ved at opdage at jeg havde væltet et lille, rundt bord med himlen maa vide hvad for sandsynligvis højst skøre genstande. Jeg bukkede mig, saa godt jeg kunde, og fandt min værste formmodning bekræftet: det saa ud, som om alt var gaaet i stykker. De to overfllødige grøn violette porcellænspapegøyer var naturligvis slaaet itu, hver på sin ondskabsfulde maade. En daase, ud af hvilken der rullede bonbons, der saa ud som silkeindpuppede insektet, havde slænget sit laag langt bort fra sig, man kunde kun se den ene halvdel den anden var overhovdet ikke til at finde. Men det allerærgeligste var en flakon, der var knaldet i tusing smaabitte skaar, og ud af hvilken resten af en eller anden gammel essens var sprøjtet der nu havde lavet en motbydelig plet paa det klare parkettgulv, jeg tørrede den hurtigt op med et eller andet der hang ned fra mig, men den blev kun endu sortere og ubehageligere. Jeg var rigtig ked af det. Jeg rejste mig og ledte efter noget, hvordmed jeg kunde gøre det godt igjen. Men jeg fandt ingenting. Og jeg var ogsaa saa besværet i at se og i hver bevegelse at der opsteg et raseri i mig imod min meningsløse tilstand, som jeg ikke mer kunde fatte. Jeg rev alting, men det trakk seg kun tættere sammen. Kappens snore var ved å kvele meg, og tøjet om mit hoved trykkede, som om der stadig kom mere til. Og dertil var luften bleven uklar og ligesom dugget af den spildte vædskes overgemte lugt.

Varm og vred styrtede jeg hen til spejlet og saa med møje igennem masken, hvordan mine hænder arbejdede. Men det havde han bare ventet paa. Gengældelsen øjeblik var kommet for ham. Men jeg prøvde å sno mig ud af forkledningen, tvang han meg til å se opp og diktere et bilde, nei en virkelighed, en fremmed ubegripelig monstrøs virkelighet, som imod min vilje gennemsivede mig, for nu var den sterkest og jeg var spejlet. Jeg stirrede paa denne store skrækkelige ubekendte foran mig, det forekom mig forferdelig uhyggeligt å være alene med ham. Men i samme øjeblik som jeg tenkte dette skjedde det at jeg ble fullkomment meningsløs.